Som en del af Corolabs innovationsforløb Coconference23 har de fem scienceelever prøvet kræfter med, hvordan man kan formidle viden om forsyning til skoleelever. Det har de gjort så godt, at Fors gør brug af deres bud på formidlingsaktiviteter i skoletjenesten.
Konkret skal fangelege, forsøg og stop-motion-video gøre elever på 6.-10. klassetrin klogere på mekanisk, biologisk og kemisk rensning af spildevand. I innovationsforløbet vandt gruppen 20.000 kroner fra en udviklingspulje sponsoreret af Danske Bank til videreudvikling af projektet, og det har nu resulteret i et sæt køreklar aktiviteter klar til booking på Fors’ hjemmeside.
Ideer er blevet til virkelighed
Under Roskilde Gymnasiums innovationsfestival sidste efterår blev ideerne udtænkt af de fem elever, og FORS belønnede dem efterfølgende på Coconferenc23 med et tilbud om et innovationsforløb med virksomheden, som nu har resulteret i, at deres produkt er blevet til virkelighed i skoletjenesten.
- Jo, det føles ret vildt, at noget vi har siddet og udviklet på henne i skolen, rent faktisk er kommet ud i det virkelige liv, og jeg håber, at eleverne kommer til at synes om vores ide. Et af vores fokuspunkter til ideen var jo, at det skulle være sjovt og spændende at lære om Fors' arbejde med spildevand, så det bliver spændende, hvordan eleverne tager imod det, fortæller Fiona.
- Det føles sjovt at tænke på, at andre yngre elever skal igennem en undervisning, der er udtænkt af os, som jo også stadig selv går i skole. Og så håber vi bare, at det vil blive en god oplevelse for dem at prøve vores forløb, siger Anna.
- Ja meget, det er en sjov tanke at fremtidige generationer vil lære vandets veje gennem et undervisningsforløb, som vi har lavet. Det er både spændende og lidt nervepirrende at være med til at påvirke andres undervisning og samtidig udforske nye måder at undervise på. Jeg tror, at noget af det vigtigste, som er gået op for mig i forløbet, er måden der undervises på i uddannelserne. Dette projekt har fået mig til at indse, at der måske er mange steder, hvor der skal tænkes anderledes i måden, der undervises på, fortæller Laurits.
En fremtid med naturvidenskab
- Vi har alle fem biologi og kemi som studieretning her på gymnasiet. Jeg kunne også godt tænke mig at komme til at arbejde med biokemi senere også, men jeg ved slet ikke på hvilken måde endnu. Der er så mange forskellige områder, som er spændende, udtaler Anna og Fiona supplerer: I forhold til videre uddannelse vil jeg gerne, ligesom Anna, læse videre indenfor biokemi efter STX, men som hun også siger er der så mange spændende retninger så jeg ved ikke præcist hvilken vej jeg vil gå endnu.
Og Laurits fortæller: I forhold til min fremtidige uddannelse så ved jeg ikke med sikkerhed, hvad jeg vil. Jeg ved jeg gerne vil arbejde med biologi på en eller anden måde, og så er det vigtigt for mig, at jeg har menneskekontakt i løbet af min hverdag, og at jeg konstant bliver udfordret med at skulle tænke nyt.
Fors er begejstret for de unges indsats
- Forløbet har været en gevinst hele vejen rundt. Dels har gymnasieeleverne prøvet kræfter med at udvikle noget, der skal bruges i den virkelige verden, og vi har fået et nyt, ungt perspektiv på vores forsyningsformidling. Og i den anden ende står eleverne i udskolingsklasserne, der kan se frem til at møde nye, spændende formidlingsaktiviteter, der gør dem klogere på vand og spildevand, fortæller Ida Torp Girotti, der selv er uddannet folkeskolelærer og ansvarlig for Fors’ skoletjeneste.
Hos Fors er man også begejstret for samarbejdet med de unge, der giver nyt forfriskende perspektiv på forsyningsformidlingen, ligesom samarbejdet har stort potentiale som brobygning mellem de unge og forsyningsbranchen:
- Vi stillede med en udfordring, der handler om, hvordan vi kan lave bedre forsyningsformidling og bygge bro til relevante uddannelser og jobs i forsyningsbranchen via vores skoletjeneste. Det har været virkelig inspirerende at opleve de unges tilgang til projektet, og sammen med de unge har vi fået udviklet gode løsninger, der faktisk allerede kan supplere undervisningen i vores skoletjeneste, afslutter Ida.
De nye formidlingsaktiviteter tilbydes allerede nu og kan bookes på fors.dk/om-os/skoletjeneste/ til skoleåret 2024/25.