.jpg)
Fra næste skoleår tilbyder vi to nye studieretninger på Roskilde Gymnasium. Begge kombinerer Samfundsfag A og Engelsk A – men med hvert deres fokus: én på magt og jura, og én på USA.
Fælles for dem er, at du får et stærkt samfundsfagligt fundament og lærer at forstå verden omkring dig.
Magt og jura (Samfundsfag A + Engelsk A)
Hvordan fungerer et retssamfund – og hvem har egentlig magten?
I studieretningen Magt og jura undersøger du, hvordan lovgivning, politi og domstole former vores samfund, og hvorfor ret og retfærdighed kan se forskelligt ud i Danmark, Europa og resten af verden.
Du arbejder med temaer som kriminalitet, mediernes rolle, dødsstraf og menneskerettigheder – og ser, hvordan de hænger sammen med magt, politik og demokrati.
Undervejs besøger du fx domstole, politiet og universiteter – og tager på studietur til en europæisk destination, hvor du oplever retsstat og samfund i praksis.
Studieretningen er for dig, der interesserer dig for retfærdighed, samfundsdebat og magtens mekanismer – og måske drømmer om at arbejde med jura, politi eller politik.
USA (Samfundsfag A + Engelsk A)
Vil du forstå USA’s samfund, kultur og globale betydning?
I studieretningen USA dykker du ned i amerikansk politik, værdier og hverdagsliv – og sammenligner med Danmark.
Du arbejder med temaer som demokrati, ulighed, våbenkultur og medier – og lærer at se verden gennem både et dansk og amerikansk perspektiv.
Du træner dine engelskkundskaber, analyserer taler, valgkampagner og debatstof – og tager på studietur til USA, hvor du oplever landet tæt på.
Studieretningen er for dig, der vil forstå USA’s indflydelse – og kombinere stærke samfundsfaglige og sproglige kompetencer.
.jpg)



